Medlemssider / Ture og arrangementer / Arkiv 2024 / Overnatningstur Fænø Kalv 9. -10. marts

Overnatningstur Fænø Kalv 9. -10. marts

Fakta om turen

Mødested: Klubhus lørdag kl. 10.00. Vi læsser kajakker og udstyr sammen.
Kørsel: Vi laver fælleskørsel – kører man selv til Lillebælt, er det for egen regning
Isætning: Vi starter ro-turen ved den nye Lillebæltsbro (Lyngsoddevej 77, 7000 Fredericia)
Lavu mv. Vi fordeler brænde og lavu i kajakkerne ved afgang.
Mad: Fælles aftensmad lørdag. Frokost (lørd+sønd) og morgenmad (sønd) sørger du selv for
Goodies Goodies og drikkevarer sørger du selv for incl. ca. 2-3 ltr. vand til kaffe/the/madlavning.
Udgift: Fælleskørsel, brænde samt aftensmad – dækkes af klubtilskud og evt. lille egenbetaling.
Hjemme: Ca. kl. 16.00 søndag
Tilmelding: Til elselade@gmail.com eller på facebook senest søndag 2. marts 2024.
 

Nærmere beskrivelse af turen

Vi kører sammen til Lillebæltsbroen og ror ’den sædvanlige
tur’. Det vil sige at vi fra startpunktet under den nye
Lillebæltsbro ror mod vest under den gamle Lillebæltsbro
hvorefter vi krydser over mod Fyns-siden. Her ror vi langs
kysten til omkring Hindsgavl, hvor vi holder frokostpause med
udsigt til Fænø. Så ror vi videre syd om Fænø og op langs
Fænø inden vi krydser over til Fænø Kalv, hvor vi slår lejr. En
tur på ca. 14 km.
Næste dag bryder vi op, og krydser over til Jyllands-siden,
hvor vi ror mod nord og over til Skærbæk.
Så retur langs kysten til startstedet. En tur på ca. 12 km.
Det skal være rimeligt vejr ikke mindst vindmæssigt.
Ved under minus 1-2 grader aflyses. Turen er for alle, der ønsker at afprøve vinterudstyret. Spørg gerne, hvis du er i tvivl om hvilket udstyr,
der er nødvendigt for at få en god vintertur. Det er f.eks. en god ide at have ekstra liggeunderlag som
isolation mod kulde nedefra i teltet, varme ro-handsker og varmt tøj til pauser mv.
Ved for blæsende vejr (6-7 m/sek.) flytter vi turen til en å. Sidste år var vi på Voer å i Nordjylland med
dejligt snevejr, men vi finder på noget nyt i år, hvis flotte Fænø Kalv ikke er muligt.
Det kan f.eks. være på et å-system f.eks. omkring Silkeborg eller et helt andet sted. 
 

Lidt om overnatningsøen Fænø Kalv

Fænø Kalv er en ø på 4,3 ha (det svarer vist ca. til 5-6
fodboldbaner) beliggende i Lillebælt vest for Fænø. Øen er
fredet, men der er en primitiv overnatningsplads, og man
må overnatte en nat. Der er ikke toiletfaciliteter, og der
findes ikke vand. Derfor tager vi hver især 2-3 liter vand
med til eget og fælles brug. Nogle gange er der får på øen,
andre gange ingen.
Fænø Kalv – ligner nærmest en sydhavsø
Vi tager brænde med (fordeles i kajakkerne) og håber på, at vi med tyk påklædning kan sidde ude
det meste af aftenen. Det har været muligt på mange tidligere ture til Fænø Kalv.
Hvis det bliver nødvendigt at være inde i lavu’en, tager vi en gasbrænder med til at holde den
værste kulde ude, da vi ikke har ikke de bedste erfaringer med brændefyring i lavu’en.